Tungetale i det kristne fællesskab

---

Kan vi have fri tungetale, når vi er sammen som kristne?

Af Lars Hyldgård Jensen

---

Jeg fik i dag et spørgsmål fra en kristen bror, der ligesom jeg er vokset op med en luthersk baggrund.

Spørgsmålet lød:
 
Her i går havde jeg en stærk oplevelse med Gud på vej ind til studiet, hvor jeg bad over sangen: ”Let it rain” i øs pøs regnvejr hvorefter det gik over til bøn i tunger. Efter det fik jeg lyst til at sætte mig mere ind i, hvad Bibelen egentlig siger om tungetale og startede i den forbindelse et lille selvstudie i bl.a. Apostlenes Gerninger og 1. Korintherbrev. Men jeg synes stadig jeg sidder med lidt spørgsmål, som jeg håber du kan svare på :-)
Paulus taler om, at det er noget, der skal bruges personligt, med mindre der er en udlægning. Hvordan tolker du det i forhold til at bruge det til bedemøder? Jeg synes selv det er skønt, også når andre gør det, men efter jeg læste 1. Kor. 14 blev jeg i tvivl om det er bibelsk.
 
Svar:
Paulus begynder 1. Korintherbrev kap. 14 med at forklare en ekstremt meget tungetalende menighed om tungetalens og den profetiske gaves funktioner. Tungetalen er at tale hemmeligheder med Gud ved Ånden, som umiddelbart er uforståelige, mens profetisk tale er forståelig og bedre kan opbygge andre mennesker. (v.2-4) Han siger herefter:
”Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger, men hellere at I taler profetisk.” (v5)
 
Paulus er optaget af, at menighedens skal blive opbygget. Han anerkender, at tungetalen opbygger den enkeltes troende, men at fællesskabet ikke har nogen videre gavn af det, hvis ikke tungetalen bliver tolket. Derfor opfordrer han korintherne til at søge de forståeligt udtrykte gaver som: åbenbaring, kundskab, profeti og belæring, da de er til større fælles gavn (v6)
 
- indtil videre intet forbud imod at tale i tunger i Korinther-fællesskabet, som lagde så stor vægt på åben brug af tungetale, at Paulus fortsætter:
 
"Hvis I ikke bruger tungen til at tale tydeligt, hvordan kan man så forstå, hvad der bliver sagt?" (v9)
 
Og nogle vers længere nede:
"Når I nu lægger så stor vægt på åndsgaver (særligt tungetale), så søg at blive rige på gaver, som tjener til at opbygge menigheden (de øvrige nævnte gaver i kapitlet). Derfor skal den, der taler i tunger, bede om at kunne tolke det, han siger. For hvis jeg taler i tunger under min bøn, er det ganske vist min ånd, der beder, men min forstand er uden frugt.” (v12-14)
 
Han fortsætter om bønnen og lovsangen i fællesskabet:
"Hvad da? Jeg vil bede med ånden (tungetale), men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden (sang i tunger), men jeg vil også lovsynge med forstanden.” (v15)
”For når du lovpriser med ånden, hvordan skal så den, der ikke er fortrolig hermed, kunne sige amen til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger. Nok er din takkebøn god, men den anden opbygges ikke.” (v16-17)

Her forklarer Paulus dem, at de må lære også at bede og lovsynge på forståeligt sprog, altså ikke kun bede og synge i tunger.

Dernæst finder jeg logik i, at ordene: ”fortrolig hermed” er en nøgle til forståelse og opdeling.
I et fællesskab med folk, der er fortrolige med tungetale, kan det være fint med en vekselvirkning mellem tungetale og forståelig bøn, mellem sang i ånden og forståelig sang – som Paulus er inde på.

Men på et åbent møde, hvor ikke-troende eller folk, der ”ikke er fortrolige hermed” er tilstede, vil overdreven tungetale være uforståeligt for folk.
 
Paulus fortsætter:
”Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer. Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger”. (v18-19)
 
Om den åbne kristne sammenkomst – i naturlig forlængelse af foregående vers:
”Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse. Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det. Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud!” (v26-28)
 
Ved sådanne sammenkomster siger Paulus til disse ret ekstremt tungetalende troende, at de skal lære at have samlinger med forståelige budskaber, hvor gaverne og budskaberne på skift kommer til udtryk og giver mening for tilhørerne. ”Alting skal være til opbyggelse”. De skal altså ikke stå på hver deres plads og råbe i tunger som en altoverskyggende aktivitet i mødet. Nej, nu skulle der orden på sagerne, så de udenforstående kunne stoppe med at ryste på hovedet af disse troende.
 
Men selv her ser det for mig ud at til at Paulus åbner op for, at den, der i stille bøn kan bede i tunger, kan gøre det uden at forstyrre selve mødet. ”Han kan tale til sig selv og til Gud”.
 
Paulus slutter så med at konkludere:
”Altså, mine brødre, I skal stræbe efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger. Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til.” (v39-40)
 
At ikke al tungetale skal udlægges, men at der er en generel udbredt tungetale til personlig opbyggelse, synes jeg fremgår allerede i vers 2-4.
 
Jeg tror, at vi der er opvokset i en konservativ luthersk sammenhæng, kan have brug for at komme op af den ene grøft, der hedder overdreven frygt, hvorigennem Djævelen kan have held med at snyde os for modtagelsen og brugen af Guds gaver, mens korinther-menigheden her havde brug for at komme op af den anden grøft, som var decideret mangel på visdom og omtanke. (v20-21)
Så for mig at se handler kapitlet overordnet om, at rig åndelighed bør gå hånd i hånd med omtanke, og herunder nogle praktiske anvisninger fra Paulus.
 
Personligt er jeg helt tryg ved åben brug af tungetale på bedemøder / samlinger, hvor de tilstedeværende har forståelse for det. Og hvis vi kommer til at begå et par fejl, giver 1. Korintherbrev mig håb og tillid til, at Gud stadig elsker os og kan korrigere os.
 
Hvis det var forkert at tale i tunger kollektivt, ville det slet ikke hænge sammen med, at Gud udgød sin ånd over Cornelius’ hus, med den effekt at de kollektivt talte i tunger og lovpriste Gud:
 
”Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet. Og de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger; for de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud. Da tog Peter til orde:  »Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?«” (Ap.G.10:44-47)
 
Her sagde Peter ikke: Hov, hov, I må ikke stå der og tale i tunger samtidigt, kun én ad gangen og kun hvis der er én til at tolke det… Nej, han glædede sig over at kunne se, at Helligånden kom over dem.

Paulus irettesatte selvfølgelig heller ikke de 12 disciple, som talte i tunger og profeterede i Ap.G. 19:6-7. Det var jo Guds ånds værk - og ikke nogen overraskelse for Paulus.
 
Så i mission kommer jeg desuden frem til, at vi bør forvente / handle på, at Gud åbenlyst vil døbe mennesker med Helligånden (med de medfølgende tegn, herunder tungetale), når mennesker omvender sig til Jesus.
Peter sagde jo på pinsedag: ”Omvend jer og lad jer døbe …så skal I få Helligånden som gave”, hvilket der var synlige tegn på - fx også i Ap.G.8:17-18. Tegnene var så synlige, at den korrupte Simon, kom med penge og ville købe sig magt til at kunne formidle Helligånden ved håndspålæggelse.

Kort forklaring af Helligåndens funktioner ud fra Bibelen - specielt for at præcisere, hvad "Helligåndens dåb" er. Helligåndens dåb giver os kraft til at være vidner om Jesus og samtidig giver den os del i Åndens gaver.