Af Lars Hyldgård Jensen
Forvandlingsproces Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. (Joh.15:1-2) Gud ønsker at forme os til at ligne Jesus. Han vil rense os, så vi kan bære mere frugt. Jesus er alt det, Faderen elsker, og Gud har skabt os med det formål, at vi fuldt ud skulle forenes med Jesus og få del i hans guddommelige natur. (2.Pet.1:4) Det er et af Guds store formål i vores liv: For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. (Rom.8:29) Så snart vi bliver frelst, er vi under vores himmelske Fars opdragelse, hvor vi formes til at ligne Jesus mere og mere. (Se. Hebr.12:4-11) Lys i alle rum af vores liv Grundlæggende omvendelse er at vi lader alle områder af vores liv blive oplyst af Guds ord. Vi er lige som et hus. Hvis ikke vi lader Guds lys komme ind i alle rum i vores indre, vil mørket stadig kunne regere i en del af vore liv. Gud er lys, og der er intet mørke i ham. (1.Joh.1:5) Når vi kommer i himlen, vil vi ikke kunne skjule noget for Gud eller hinanden. At Guds lys begynder at skinne ind i alle rum i vores liv, er en del af det, at vi er blevet Guds børn. Når Guds lys skinner på noget, vi skal gøre op med, må vi omvende os og give Gud ret. Han ønsker det bedste for os, og han tanker er så højt som himlen er over jorden i forhold til vores tanker. (Es.55:8-9) De vil altid åbne op for hans velsignelse. Derfor var Johannes Døberens og Jesu budskab: Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær. Omvend jer betyder: Skift sind / holdning / indstilling! Hvad kan rummene i huset hedde? - Vores holdninger til andre - Vores forestilling om Gud - Vores selvbillede - Vores tid, vores prioriteringer - Vores egendele, det vi ejer - Vores fremtid - Vores evner Det handler i bund og grund om at lade Gud komme til at forme os. At give Gud ret! Det kan vi gøre, når vi har en naturlig (og genoprettet) tillid til, at hans vilje er det suverænt bedste for os. Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind. (Sl.37:5) Hvorfor skal vores karakter formes? - For at vi kan blive god reklame for Gud! I Ezekiels Bog er der et afsnit om, hvordan Gud dømte Israels folk, fordi de var ekstremt dårligt reklame for ham, og om hvordan Gud ønsker at genoprette sit folk ved at give dem et nyt hjerte og en ny ånd i deres indre. (Ez.36:19-27) - Vi er Guds repræsentanter på jorden. Jesus er hovedet – vi er hans legeme. Det vil være selvmodstridende, hvis legemet vil noget andet end hovedet! Jesus er vores Herre – vores hoved! - Når vi får del i Kristi natur, vil det drage mennesker til Jesus! - Det ville være forfærdeligt for en sand discipel af Jesus at komme til at kaste skam på Jesu navn. (Rom.2:24) - Mennesker skal ikke kun se Jesu kraft. Gud ønsker også, at verden skal se Jesu natur afspejlet igennem sit folk. Hvad ønsker Gud at virke i os? Ydmyghed: Det kan vi kun have, hvis vi har en sand erkendelse af vores egen skrøbelighed og afhængighed af Gud. Paulus skriver: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. (2.Kor.4:5-7) Paulus og Johannes Døberen var hver især store forbilleder for os i at pege på Jesus! Johannes, som Jesus kaldte den hidtil største blandt kvindefødte, sagde: Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd… Hans skorem er jeg ikke værdig til at løse. (Joh.1:29,27) Johannes havde virkelig en sand erkendelse af Jesus og af sig selv, for intet menneske er værdigt til at løse skoremmen på Jesus! Forstår vi, hvor stor Jesus er? Paulus skriver ovenfor om vores menneskelige svaghed, at vi er som lerkar, der får lov til at rumme og formidle Guds overvældende kraft. Derfor fokuserer vi ikke på os selv, men vi prædiker Jesus som Herren! Stolthed og uafhængighed af Gud er måske vores allerværste fjende. Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. (Jak.4.6) Kærlighed: Gud ønsker, at vi skal lære at elske, ligesom Jesus gjorde. Han ønsker, at vi skal lære at tilgive, ligesom Jesus har tilgivet os. At Gud ønsker at forme os er det samme, som ligger i det gamle ord: Helliggørelse – som betyder at blive sat til side for Gud som hans særlige ejendom og redskab. Helliggørelse er ikke vores eget værk, men Helligåndens værk i os. Vi skal naturligvis anvende den viljestyrke, vi har, men "hvis ikke Ånden kommer os til hjælp" når vi ikke langt. (Se Rom.8:13) Der skal vi give Gud mulighed for at virke mægtigt i os. (Se Fil.2:13) Åndens frugt i vores liv: Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. (Gal.5:22-23) Retfærdighed og renhed: I alle forhold. Hvordan forvandles vi? Hvordan vinder Kristus skikkelse i os? Hvordan vinder vi sejr over synd? 1) Fokuser på Jesus! Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender. (Hebr.12:1-2) Ordene ”ser hen til” betyder at fokusere på , stirre på, udelukket alt andet. Vi kan fatte mod og sige: ”Jesus er min tros banebryder og fuldender!” 2) Se Hans herlighed! Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er. (2.Kor.3:18) Vi kan komme til at se mere af hans herlighed, når vi tilbeder Jesus, og når vi søger ham personligt i bøn, eller når forkyndelse eller Åndens gaver herliggør Jesus for os! Vi bliver forvandlet ved at være sammen med ham, ved at se ham som den korsfæstede og opstandne. Ved at se ham som den, der forlod al sin himmelske herlighed for at tage en tjeners skikkelse på - for at redde dig og mig. Han som elskede dig og gav sig selv hen for dig. 3) Anvend lysets princip sammen med brødre eller søstre i troen. Syndbekendelse og frasigelse af syndens magt i Jesu navn er uhyre effektivt i et kristent fællesskab, hvor indbyrdes kærlighed råder. Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. (1.Joh.1:7, Se også Jak.5:16) Mega befriende. Lyset er altid stærkere end mørket. 4) Guds ord, Guds løfter. (Ef.5:25-26, 2.Pet.1:4) Når vi takker Gud for hans ord og løfter til os, begynder vi at tænke på en ny måde i overensstemmelse med hans ord. Vi bliver vasket / badet i hans ord. På den måde vil sandheden sætte os i frihed! (Joh.8:32, 36) Gud ønsker at befri os fra os selv. Vi bliver ikke hjulpet videre ved at se på os selv. Når vi erkender en konkret synd i vores liv, omvender vi os med al den vilje og styrke, vi har! Og så vender vi os til ham, som er den eneste, der kan befri os! Jesus er vores tros banebryder og fuldender! |
Evangeliet til Danmark og Europa.
Rekruttering af arbejdere for Guds rige...